Om kulturen i Vietnam

Den vietnamesiske kultur er så anderledes fra kulturen i Danmark, at det virker helt uoverskueligt hvor man skal starte eller slutte. Og jeg er kommet frem til den konklusion at selvom jeg boede her i Hanoi de næste 10 år ville der stadigvæk være mange sider af den vietnamesiske kultur jeg ikke ville forstå. Nu har jeg været i Vietnam i 3 måneder og lige når jeg tror at snart har jeg forstået et eller andet angående de ting der sker omkring mig sker der noget nyt, som forvirrer mig endnu mere. Det er bare alt der er anderledes; hvordan man behandler hinanden, hvordan man snakker til hinanden, manere, humør, traditioner, hvilke ting man vægter i livet, hvordan man holder fester osv. osv. osv.… Jeg har pludselig fået et helt andet syn på hvor svært det egentlig er f.eks. at være flygtning og komme til et fremmed land. For det er langt fra bare sproget der er en barriere for at blive integreret i et fremmed land. Alt er anderledes… Og selvom man måske lære nogle ting, er der bare så mange ting der er så anderledes fra ens egen tankegang at det kan være virkelig svært for ikke at sige umuligt, at sætte sig ind i.

Trafikken i Hanoi er så voldsom når man kommer fra et lille land som Danmark. Selvom jeg jo havde hørt at Hanoi var enormt trafikeret og at man bare skulle gå over vejen med lukkede øjne og håbe på at overleve, kunne jeg umuligt have forberedt mig på hvad der mødte mig da jeg ankom. Man kan roligt kalde mig chokeret og skræmt fra vid og sans, da jeg stod der foran en kæmpe vej med knallerter, biler og busser farende forbi. Jeg ville have påstået stædigt, at jeg aldrig nogen sinde ville lære at gå over en vej, for slet ikke at tale om at vænne mig til alt dytteriet og larmen. Men jeg tror der gik lidt under en uge og så tager jeg pludselig mig selv i at gå over en stor og trafikeret vej imens jeg skriver sms’er.
Det er umuligt at forklare hvor voldsom trafikken i Hanoi er, fordi man på ingen måde kan forestille sig det. Der er ingen regler, få trafiklys og fodgængerfelter som sjældent bliver overholdt. Man er hele tiden nødt til at have overblik og man er også bare nødt til at kaste sig ud på vejen og tage et skridt af gangen, for ellers kommer man aldrig over…

En anden ting der er helt anderledes hernede er, at det ikke er de samme manere der gælder. Her piller folk næse, smasker og snotter hvor det passer dem. Man kan stå og snakke med den venligste dame og lige pludselig begynder hun bare at pille næse helt vildt og voldsomt mens hun fortsat snakker til en.
Til gengæld gør de meget ud af at tage skoene af før de går ind nogle steder og har andre manere som virker mærkelige for mig, f.eks. at de når de renser tænder skjuler deres ansigt i hænder, bag gardiner og hvad ved jeg…

Noget jeg blev godt og grundigt provokeret af lige da jeg ankom til Vietnam var at folk springer over i køer, som hvis man f.eks. står i en kø i et supermarked. Til at starte med troede jeg, at de gjorde det fordi vi var hvide og at de følte sig bedre end os. Men senere fandt jeg ud af, at de også springer hinanden over i køer, så køkultur er ikke noget der er vigtigt at overholde i dette land.

En ting der stadigvæk kan provokere mig, er at hvis man er hvid hernede bliver man snydt hvad angår priser. F.eks. kom min mor og jeg ind på et apotek for at købe noget myggebalsam, hvorefter damen piller prisen af varen og siger en højere pris end den oprindelige. Og sådan er det bare alle vegne; når man køre i taxa, når man skal købe tøj, når man vil købe flybilletter m.v. Og det er ligesom noget andet hvis man bare er på ferie hernede, men det her er vores hjem og vi skal bo her i et halvt år og derfor er det enormt svært bare at acceptere at alle prøver at snyde dig.

Et sted, hvor vi oplever den vietnamesiske kultur tydeligt er i bussen. Busserne er altid proppet til bristepunktet med mennesker så man står ubeskriveligt tæt op af fremmede. Og at skubbe og mase er heller ikke dårlige manere hernede – det virker som om at mennesker hernede på en anden måde end derhjemme tænker på egne behov frem for andres. Hvis man står lige foran døren og kan se at der er trykket på knappen og nogle andre skal ud, så flytter man sig heller ikke – selvom man bliver skubbet.
Her må jeg også lige sige, at det nok virker som egoisme for mig fordi jeg har svært ved at se andre grunde til den måde folk opføre sig på. Men det er jo igen fordi jeg ser det som dårlige manere og det har jeg ikke fornemmelsen af at de gør hernede.
Hvis der kommer ældre mennesker ind i bussen er folk hurtige til at rejse sig op så de ældre kan komme ned og sidde. Og hvis de ikke har set det, skal de ældre mennesker nok få de unge mennesker væk i en fart. Nogle gange synes jeg ikke de ”ældre” mennesker der kommer ind i bussen og forlanger en plads ser særligt gamle ud, men måske er reglen at den der er ældst har krav på siddepladsen – jeg ved det ikke helt… Men ved de meget ældre mennesker er folk gode til at holde dem i hånden, gøre plads og følge dem ud af bussen så de ikke skal vælte.

Selvfølgelig er der mange andre sider af kulturen jeg kunne fortælle om, men så kunne jeg blive ved i en uendelighed. Det er bare sådan et stort emne, at det næsten er umuligt bare sådan at skrive ned. Men nu har I fået et par af mine synspunkter på de forskelle der er imellem Danmark og Vietnam og jeg håber at det gav lidt forståelse for hvordan vores hverdag er her i Hanoi.