2. Rejsebrev

Nu er næsten 5 måneder gået af mit ophold her i Vietnam og alligevel kan jeg stadig fornemme de følelser jeg havde, da jeg først ankom her til landet, hvis jeg tænker tilbage på det. Alt var anderledes, koldt og mørkt… Lugtene var stærke (og for det meste ikke rare), trafikken var vanvittig og Hanoi by føltes stressende, uoverskuelig og farlig. Den første aften skulle vi ud og lede efter mad, vi vidste ikke hvilken retning vi skulle gå og vi havde ingen Vietnam Dong til at handle for. Det første der mødte os var en gigantisk vej med motorbikes og biler overalt, som vi skulle krydse. Vi kunne ikke finde mad nogen steder og ingen steder ville de tage vores US Dollars. Det var sådan en forfærdelig følelse og jeg mindes, at da jeg kom tilbage til det kolde, fremmede hus, at jeg bare satte mig ned og græd af frustration. På det tidspunkt tror jeg lidt, at jeg var i tvivl om, om jeg overhoved ville overleve mit ophold i Vietnam…

Men nu 5 måneder efter er alt anderledes… Huset på Pho Ho Giam er blevet et hjem for mig nu. Vi har sat vores eget præg på det nu og det føles varmt og trygt. Efter hver ferie vi har været på hernede længes jeg efter at skulle hjem til Pho Ho Giam. Her kender jeg gaderne, menneskerne omkring mig, hvor man kan handle ind, hvor de gode restauranter ligger m.v.
Selvom det nok tog et par måneder før jeg var klar over det, er Hanoi på sin vis også blevet til et hjem for mig. Faktisk er jeg også begyndt at kunne se den store, kaotiske by, som et hyggeligt sted at være.

Jeg er kommet til at tænke over, hvor meget man i virkeligheden kan vænne sig til. Når jeg tænker på hvor anderledes levevilkår man har her i Hanoi, sammenlignet med Danmark, synes jeg det er fascinerende, hvor hurtigt vi har vænnet os til den dagligdag vi har her.
Jeg er bestemt blevet meget mindre kræsen med mange ting. F.eks. hvor rent der lige er omkring mig, hvor meget der lugter, hvilken mad jeg spiser, at jeg drikker af et sugerør der lige er blevet skyllet af i koldt vand fra forrige restaurantgæst osv. osv. Jeg har vænnet mig til at folk stirre på mig og snakker om mig – faktisk så meget at jeg mere eller mindre ikke ser det mere.

Men der er også sider af Vietnam, som jeg aldrig tror jeg ville kunne vænne mig til. At folk snotter og piller næse hele tiden. At blive snydt. At blive sprunget over i køer i supermarkedet. At diverse gadesælgere, butiksejere, motorbike-taxier kaster sig over en konstant… ”You buy for me?”, ”Come into my shop”, ”Motorbike, Madame”, ”Buy Pinapple, Madame” osv… Det er en ting der kan irritere mig grænseløst (også selvom jeg virkelig forsøger at tænke over, at lade vær med at blive irriteret.) Det er nok primært fordi de ikke ”forstår” når man siger nej – de bliver bare ved og ved…

En rigtig vigtig del af opholdet i Vietnam har for mig handlet om, at opleve kulturen. At se forskellige steder af Vietnam, gå på museer og få en forståelse af f.eks. hvordan Vietnam-krigen har påvirket landet, at se hvordan mennesker agere overfor hinanden m.v. Alle de forskellige indtryk jeg har fået har gjort opholdet i Vietnam lettere for mig. Fordi man får en forståelse af den Vietnamesiske kultur, hvorfor mennesker gør som de gør og hvad der ligger til grund for det.
Det har af og til også været en lettelse at komme væk fra Hanois storbyliv og komme ud og opleve andre dele af Vietnam. Jeg synes jeg har fået en god forståelse for den Vietnamesiske kultur, selvom der altid vil være sider af den som jeg ikke forstår eller ikke kan sætte mig ind i.

Nu er der kun lidt over en måned til, at man skal hjem igen. Det føles lidt som om, at man lige har vænnet sig til at være her og så skal man hjem…
Det er lidt med blandede følelser, at jeg tænker på at skulle hjem. Jeg glæder mig, men det kan også virke lidt skræmmende til tider. På en måde føles det lidt som om, at jeg lidt har glemt hvordan ”hjem” er… Det er som om, at jeg ikke helt ved hvad det er jeg kommer hjem til. Måske er det også lidt fordi, at jeg har fået en ny lejlighed imens jeg har været væk, som jeg ikke har set. Så egentlig kommer jeg hjem til et ”hjem” som er nyt og anderledes for mig.
Men ingen tvivl om, at jeg også glæder mig helt vildt! Jeg kan ligesom mærke, at jeg snart er fyldt helt op af alle de indtryk man får. Jeg kan ikke rigtig rumme mere. Og så glæder jeg mig virkelig helt vildt til at skulle se min familie, min dejlige kæreste og veninderne igen :-)

Der er også mange sider af Danmark, som jeg aldrig har tænkt over før, men som jeg har savnet imens jeg har opholdt mig i Vietnam. At man bare lige kan gå til lægen eller tandlægen hvis behovet er der. At busserne ikke er proppet til randen og alle for det meste kan sidde ned. Grønne, bløde græsplæner og høje, grønne træer. At gå en tur. At handle ind uden ejeren af butikken står foran døråbningen og tigger dig om at købe noget. At sidde på en udendørscafe i solskin. At handle ind og kunne få kyllingefilet og hakket kød. At bilerne ikke dytter. At gaderne er rene m.v.
Jeg glæder mig til at komme hjem og opleve den luksus, som jeg før tog for givet!

Men lige nu må jeg indrømme at det, at min kæreste snart kommer på besøg, primært er det der fylder mine tanker! 5 måneder er ubeskriveligt lang tid, at være væk fra hinanden – det har i hvert fald til tider været hårdere end jeg havde forestillet mig det… Men nu er ventetiden snart forbi :-)

Selv om praktikken i Vietnam til tider også har været enormt hård og frustrerende ville jeg ikke lave noget om hvis jeg kunne! Jeg er overbevist om, at jeg har lært enormt meget -om pædagogik og ikke mindst om mig selv!
Alle der har muligheden og går og overvejer at tage i udenlandspraktik... Gør det! Det er en enorm chance og udbyttet er stort! Det kan ikke forklares med ord...