Inden hjemrejse

Nu er mit ophold i børnehaven ved vejs ende. 5 måneder er gået og der er sket så usandsynligt mange ting i den periode, at jeg dårligt ved hvor jeg skal starte eller slutte…

Det har været en kæmpe oplevelse, at være i en Vietnamesisk børnehave. At komme tæt på en kultur der er så forskellig fra vores i Danmark. Og at komme så tæt på børn, at selvom man ikke kan kommunikere verbalt med dem kan man alligevel på mange mange måder forstå dem.

Undervejs i praktikken er jeg stødt på mange udfordringer og problemstillinger jeg har været nødt til at tage stilling til. Alle de ting jeg er stødt på undervejs er grundet den så anderledes kultur jeg er stødt på hernede, end den jeg har haft med i rygsækken.

En dagligdag med tvangsfodring, slag over fingrene, trusler, disciplin og ”gruppen frem for individet”-tankegang er så fjernt fra den dagligdag i en dansk børnehave, som jeg ellers kender. Det har været en stor udfordring for mig, at skulle være vidne til ting, som jeg selv synes er etisk forkert. Ligeledes har jeg været nødsaget til konstant, at reflektere over hvilket grundlag jeg har for at synes at de ting andre gør, er ukorrekt og har forsøgt at sætte mig ind i hvilke tanker der ligger til grund hos lærerne for at gøre som de gør.
Jeg er af den holdning, at der er en grund til alt det mennesker gør – selvom det ikke virker logisk for alle. Og derfor har jeg været opsat på at finde det der ligger til grund for de opdragelses-metoder der bliver brugt her i Vietnam.

Selvom jeg har været i en Vietnamesisk børnehave i et halvt år, synes jeg at jeg har lært ubeskriveligt meget om pædagogikken hjemme i Danmark. Fordi man hele tiden har været nødt til at tage stilling til hvordan man gør derhjemme og hvorfor det bliver gjort anderledes end her – hvilke refleksioner der ligger til grund. Den lærer i min klasse, som man tale engelsk, har været virkelig god til at stille spørgsmål der har fået mig til at reflektere over pædagogikken i Danmark. Som f.eks. ”Hvorfor slår I ikke børn i Danmark?” og ”Hvad gør I så hvis børnene har gjort noget forkert?” Det er umiddelbart ting som jeg tager som en selvfølge hjemme i Danmark, men når man skal sætte ord på handlingerne er man nødt til at reflektere over hvorfor vi gør selv de mest simple ting.

En af de ting jeg har syntes var sværest ved at være i børnehaven er ikke at kunne kommunikere med børnene verbalt. Man kan sagtens ved hjælp af kropssprog og fagter gøre praktiske ting forståelige, men noget af det jeg synes har været svært har været… At man ikke kunne sætte sig ned og læse en bog for børnene. At man ikke kunne trøste børnene når de var kede af det og snakke med dem om hvad de er kede af det over. At man når man siger ”nej” til noget ikke kan forklare hvorfor børnene får et nej (f.eks. hvis et barn slår et andet barn – at man ikke kan formulere hvorfor det er forkert at slå og hvilke metoder børnene ellers skal benytte.) Ingen tvivl om, at man kan komme utroligt langt med kropssprog, men der er bare nogle ting der mangler…

En anden ting mht. kommunikation der har været hårdt, er at man ikke ved hvad der sker omkring en. Lærerne kan sige et eller andet og pludselig fare alle børnene rundt og man har ikke en chance for at tage del i hvad end der foregår. Jeg synes det har været ret hårdt ikke at kunne snakke med nogen sådan en hel dag i børnehaven. At et fremmed sprog som man ikke forstår en lyd af er det eneste man hører en hel dag. Man bruger enormt meget energi på at forsøge at finde ud af hvad der foregår og hvad der bliver talt om. Det er måske ikke helt til at sætte sig ind i, men det er virkelig udmattende…

Jeg har snakket en del med min lærer om spisesituationen og tvangsfodringen… I starten af praktikken fik jeg helt ondt i maven af, at tænke på at frokosten nærmede sig og frygtede hvad jeg skulle være vidne til. Det er så væmmeligt at se børn blive proppet med mad imens de græder indtil de kaster det hele op igen. Det har været en del af kulturen jeg har haft enormt svært ved at forstå meningen med. Jeg tror også det har været svært for min lærer at skulle tage stilling til mine spørgsmål og mine bekymringer omkring fodringen, da jeg tror det er en stor del af den Vietnamesiske kultur – at sådan er det bare!
Men jeg vil sige, at det er blevet meget bedre i min klasse i den tid jeg har været der. Børnene kaster ikke længere op når de får mad, hvilket må tyde på at de ikke bliver fodret ligeså hurtigt. At børnene ikke fodre hinanden længere og bliver stoppet i det hvis de begynder på det. At lærerne sidder ned ved bordet når børnene spiser i stedet for at stå og betragte dem. Så selvom det har været en lang kamp og har været hårdt at være vidne til, er der alligevel kommet meget godt ud af det!

Jeg har lært ubeskriveligt meget om mig selv i løbet af opholdet i Vietnam. I starten oplevede jeg, at jeg har mange flere grænser end jeg egentlig troede. Men vil så sige, at mange af de grænser er blevet overskredet og rykket godt og grundigt til. F.eks. når det kommer til hvor tæt jeg kan lide at andre mennesker er på mig. Den grænse kunne jeg ligeså godt kaste ud af vinduet for jeg har aldrig oplevet mennesker der var så tæt på mig, som Vietnamesere er. Lærerne i min klasse elsker f.eks. at sidde helt tæt op af mig og hvile deres hoved på min skulder, røre ved mine arme og mit hår m.v. Også selvom jeg kun havde kendt dem en uge… Jeg skulle lige vænne mig til at have mennesker jeg ikke kender så tæt på mig, men her i slutningen af praktikken er det bare blevet en selvfølge.

Jeg har altid haft lidt svært ved at skulle tale om ting jeg synes var svære. Det vil jeg sige, at jeg har fået trænet her i Vietnam, fordi man netop er stødt på en del ting som der har været svære, men som man har været nødsaget til at snakke om. Ligeledes tror jeg også, at min selvtillid er blevet større, fordi jeg har været nødt til at argumentere for mine egne meninger og værdier og har derved måske egentlig fået en større forståelse for mig selv som person.

Det har til tider været virkelig svært for mig at være i et fremmed land, hvor alt er nyt og anderledes. Og jeg er sikker på at ikke alle de reaktioner jeg har i forhold til fremmede forhold er lige hensigtsmæssige. F.eks. kan jeg ikke lade vær med at reagere ved at blive sur når nogen springer mig over i en kø eller griner af mig. Fordi det er så fjernt fra den måde jeg synes folk burde behandle mig på og fra den måde jeg er vant til at blive behandlet på. Sådanne situationer har jeg haft enormt svært ved og har oftest reageret negativt. Jeg er sikker på, når jeg tænker tilbage, at andre metoder sikkert ville have været både rarere og givet bedre resultat end de måder jeg af og til har reageret på. Man bliver bare enormt frustreret når folk behandler en dårligt og man ikke forstår hvorfor…

Jeg tror godt, at jeg kan have gået hen og blevet lidt mere mistroisk, af at have opholdt mig i Vietnam i et halvt år. Hernede har jeg lært at det langtfra er alle mennesker man skal stole på og egentlig håber jeg ikke at det er noget jeg vil bringe med mig hjem til Danmark. For egentlig har jeg ikke lyst til at tænke sådan om andre mennesker – hernede har det bare været en nødvendighed.

Men denne tur til Vietnam har givet mig så meget, så det egentlig ikke kan beskrives. Jeg har lært så meget om mig selv og om min måde at reagere på forskellige ting på. Og mange ting har overrasket mig! Men det har været en fantastisk tur! Jeg har på ingen måde fortrudt, at være taget af sted…