Afskedsmiddag

Søndag aften holdt vi afskedsmiddag, da det var den sidste weekend vi 4 fra Phô' Hô' Giam-huset, havde i hinandens selskab. Min kæreste kommer i aften og derefter er planen at vi skal rejse rundt en måneds tid og Tina tager hjem til Danmark om 2 uger.

Det er lidt sørgmodigt at tænke på at vi lige pludselig ikke skal bo sammen mere, når man har været vant til at være sammen hele tiden. Det har været rigtig hyggeligt og rart at bo sammen med de andre piger i et halvt år og vi har kunne bruge hinanden meget...

Jeg vil helt sikkert komme til at savne jer :-) Men så er det jo godt, at vi skal se en frygtelig masse til hinanden i Danmark!!

Parfume Pagoda

Lørdag tog vi på en-dagstur til Parfume Pagoda, som er et område, hvor der ligger 15 buddistiske temlper. Det er et meget helligt sted for Vietnameserne og er meget besøgt på søndage og på helligdage, hvor Vietnameserne tager derop for at bede.

Det startede ud med okay vejr, men det varede ca. en halv times tid og så regnede det ellers stortset resten af dagen.

Vi startede med at sejle ned af en flod en times tid, for at komme hen til et sted, hvor vi skulle se to templer.

Vores lille, private båd.

Lotte og mig. Bagved sidder den lille mand som sejlede os. Mie og Tina.

Mie og Tina i regnvejr med deres smarte regnslag.

Lotte og mig med paraply.

Der var en rigtig flot udsigt. Med bjerge og grønne træer og så var der ingen larm fra biler eller noget der mindede om en storby... Dejligt :-)
For at komme op i bjergene til en af templerne skulle vi med en svævebane. Det var meget godt fordi vi kun havde klipklapper på og trapperne var meget meget glatte pga regnen.

Trappen ned til den ene pagoda. Umiddelbart ligner alle templerne her i landet meget hinanden. Denne var lidt anderledes fordi den lå inde i en mørk grotte fyldt med flagermus.

Jeg vil sige, at det ikke er en tur jeg har behov for at komme på igang. Templerne her i landet ligner i mine øjne hinanden alle sammen og derfor kan det godt blive lidt trættende i længden. Der var ikke så meget "parfume" over noget som helt -rent faktisk var der generelt en ret dårlig lugt af affald og kloak.

Visum-jagten!!

Det burde være nemt at få forlænget sit visum... Jeg har indset, at det IKKE er tilfældet -ihvertfald ikke i Vietnam!!

Jeg tror jeg har forsøgt, at finde ud af hvordan jeg kunne få forlænget mit visum i en måneds tid nu... Først kontaktede vi immigrations-afdelingen og den danske ambassade og fik at vide at det var børnehaven som vores arbejdsplads der skulle forlænge vores visum for os.
Det forsøgte børnehaven så at finde ud af hvordan de skulle gøre, men de opgav hurtigt og sagde, at det kunne de ikke...

Jeg troed så, at Jysk Rejsebureau kunne hjælpe mig med visum'et. Til at starte med sagde de, at det kunne de sagtens. Derefter sagde de så at jeg skulle vente til der var en måned til mit visum udløbte og så kunne de forny det. Det ændrede de så til, at det kun var 2 uger før de kunne forny det... Hvilket jeg ikke kan da planen er, at jeg skal rejse rundt i Vietnam med min kæreste i en måned.

Derfter skrev jeg til den danske ambassade, for at høre om de evt. kunne hjælpe. Jeg fik det svar tilbage, at det er børnehaven der som min arbejdsplads skal hjælpe mig.

Så jeg gik til børnehaven igen og vores kontaktperson Ha, gik modvilligt med til at hjælpe mig. Det første der skal ske er, at der skal udfyldes et papir, som er dokumentation for at jeg overhoved arbejder i børnehaven. Det papir skal underskrives af 3 mennesker; rektør af børnehaven, rektør af College som ejer børnehaven og undervisningsministeriet som ejer College.
De to første underskrifter var okay nemme at få og så galt det bare undervisningsministeriet. Onsdag var Ha og jeg første gang ude på Undervisningsministeriet for at få papiret underskrevet. Her fik vi af vide af manden med stemplet, at der skulle bruges to kopirer af papiret og at det ikke bare kunne kopires fordi stemplerne skulle være i rigtig farve osv. Da jeg så spurgte om han ikke kunne skrive under på den blanke kopi vi havde med, som de andre ikke havde skrevet under på endnu... Så behøvede vi ikke at skulle derud igen, men det forslag var lige ved at give manden hikke af grin, så det... Det gik heller ikke!

Dagen efter tog vi så igen til Undervisningsministeriet og pludselig er manden med stemplet ude og rejse til mandag... Vi får at vide, at der måske er en anden mand der kan hjælpe os og sætter os til at vente på at han skal komme. Vi venter i halvanden time indtil frokostpausen og så må vi gå... Jeg spørg Ha om vi ikke godt kan tage derud dagen efter så, fordi det er min sidste dag i børnehaven og jeg gerne vil være i min klasse og sige ordenligt farvel. Og det aftaler vi så...
Men så kommer Ha i pausen og siger, at de har ringet fra ministeriet og sagt, at vi skal komme derind kl.14 samme dag. Vi køre så derind for at finde ud af at manden med stemplet stadigvæk ikke er der og pludselig kommer han først tilbage kl.17. Så vi er nødt til at tage tilbage til børnehaven igen. Vi efterlader så papirerne derinde, så de kan blive underskrevet når der dukker nogen op...

Ha har så været inde og hente de underskrevede papirer sent i eftermiddags og så går turen til Immigrations afdelingen på mandag... Er virkelig spændt på om de så overhoved vil forlænge mit visum, hvor mange penge de vil forlange og hvor lang tid de vil kræve... Min kæreste kommer på mandag og derfor vil jeg gerne have mit pas tilbage så hurtigt som muligt, så jeg krydser fingre for at det vil gå godt!

Men vil sige, at det dog virkelig har været en anstrengende kamp og der har tit været perioder hvor jeg troed at jeg aldrig ville få lavet det visum -nu er der ikke andet at gøre end at håbe!

Sidste dag i børnehaven

Igår havde jeg min aller sidste arbejdsdag i børnehaven.

På en måde følte jeg lidt, at jeg allerede havde sagt farvel til de børn jeg havde lært at kende og har brugt tid på det sidste halve år, da de allerede er rykket videre til en anden klasse. Men jeg var et smut oppe i deres klasse for at sige rigtig farvel til dem, nu de ikke ser mig mere... Jeg tror mildest sagt man kan sige at de overfaldt mig med kram og kys imens de råbte "Cô Mai, Cô Mai!" (Cô betyder lærer.) På en måde var det sværeste, at sige farvel til disse børn. Fordi jeg føler, at jeg kom rigtig tæt på dem og lærte dem godt at kende...

Derefter var jeg rundt for at give gaver til køkkendamen og Mies lærer Hoa, som har været meget sød og hjælpsom overfor os.

I min klasse stilte vi skåle med slik på gulvet, som børnene kunne gå og ta' af. Jeg fik masser af kindkys og fik at vide "at hvis jeg kom til Vietnam igen ville de være glade for at se mig!"
Mine lærere virkede ret overraskede over at jeg gav dem gaver -jeg forsøgte at forklare dem at det bare var en lille gave til at sige farvel og tak for hjælpen. Er lidt bange for at de nu føler sig forpligtiget til at give mig en gave nu når jeg kommer på besøg i næste uge -selvom det ved gud ikke er nødvendigt... Den nye lærer i min klasse Thu var meget overrasket over at jeg gav hende en lille gave, når jeg kun havde kendt hende så kort tid, men jeg tror da hun blev glad :-)

Derefter mødtes vi alle i spisesalen for at give Ha en gave fra os alle sammen. Vi gav hende et gavekort til en "Spa og massage" til 500 danske kr. Det svare til over halvdelen af hendes månedsløn, så hun var meget meget rørt... Vi prøvede at fortælle hende, at det var for at takke hende for alt det hun har gjort for os og alt det hun har hjulpet os med.
Hun gav os hver en ramme med billeder i. På den ene side af min var der et billed af hende og mig og på den anden side havde hendes kæreste lavet et billed på computeren, hvor det ligner at jeg er på forsiden af "Vogue". Det var meget sjovt og sødt :-)

Jeg kan stadig ikke rigtig forstå at jeg er stoppet i børnehaven. Jeg tror først jeg rigtig indser det når de andre fra huset skal på arbejde på mandag...

Afskedsfest

Onsdag aften holdt børnehaven afskedsfest for os. Da vi stopper på forskellige tidspunkter var det lidt svært for dem at finde ud af hvornår og hvordan de helt skulle gøre det, men nu blev det altså på denne måde :-)

Det var virkelig en flot fest og børnehaven havde gjort så meget ud af det! Vi fik blomster og gaver og selv Lotte der var med, blev præsenteret og fik blomster -de havde bare tænkt på det hele!

Mie der får blomster, gave og kram af rektor.

Os alle sammen! Sammen med Ha og Duang.

Så blev der sunget sange. Vi lærte en sang om en and der hopper i søen og plasker med vingerne. Og vi lærte dem "En lille and med vinge". Vi havde dog øvet dem om eftermiddagen, så vi kunne dem... Lidt!

Der blev leget forskellige lege. Her er det "Sæt halen på æslet."

Og en leg der gælder om, at få en blyant i en snor om maven ned i en coladåse.

Ballon-dans. Her står jeg med min lærer Hoa og er klar til at danse.

Mie og hendes lærer Hoa vandt.

Lærerne der sidder og kigger på al underholdningen.

Mande-flokken, bestående af Rasmus, pedellen og køkken-mændene.

Og naturligvis blev der sunget en masse Karaoke!

Det var en virkelig god fest. Føler mig helt beæret over, at de gider at bruge så meget tid og gøre så meget ud af at sige farvel til os. Det får mig til at føle mig helt velkommen og føle det lidt sørgmodigt pludselig at skulle sige farvel...

Selvom det på mange måder har været et hårdt og frusterende halvt år og jeg af og til har været ved at slå mine lærere ihjel... Så har det jo også på mange måder været et rigtig godt og lærerigt år! Man har på en eller anden måde været meget igennem her i børnehaven og derfor er det en mærkelig fornemmelse at skulle tage afsked -det er ihvertfald ikke helt gået op for mig endnu...

Besøg i Specialbørnehave

Onsdag formiddag var vi med vores kontaktperson Ha ovre for at besøge en specialbørnehave, der ligger lige ved siden af børnehaven, hvor vi er i praktik. Vi havde kun set børn og forældre der kom og gik og vi var ret nysgerrig omkring hvordan specialbørnehaven så ud indvendig!

Vi blev vist rundt af en mandlig lærer på stedet. I børnehaven er der 37 børn, hvor af lidt over halvdelen af børnene er der på deltid -resten af tiden tilbringer de i normalinstitutioner. Klasselokalerne, undervisningslokalerne m.v. lå på 1., 2. og 3. sal -de andre etager bestod af kontorer og konsultationsrum.

Gymnastik-rummet.

På 1. sal kom vi hen til en form for gymnastik-rum, hvor der var cykler, en lille rutjebane m.m. Der var omkring 6 børn der legede inde i rummet og det så enormt hyggeligt ud! En dreng, som vi følges med i bussen hver dag var der og han kunne straks kende os -gav os alle sammen knus og smilede helt vildt.

Den glade dreng fra bussen.

Derefter gik vi op på 2. sal, hvor der var en masse små undervisningslokaler. Inde i et af dem sad en af børnene fra min gamle klasse, Dat. Jeg havde ikke set ham i en måneds tid pga. sommerferien og fordi han ikke har været i børnehaven siden. Derfor blev han helt genert og vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv da han så mig.

Dat.

Mig der forsøger at snakke lidt med ham. Han var så genert, at han kun ville kigge på mig igennem en kikkert.

Det var en rigtig god oplevelse at se specialbørnehaven. Jeg synes det virkede som et rigtig rart sted. Der var en god stemning og børnene virkede glade.

Besøg på Sao Mai

Idag tog Mie og jeg med Lotte på arbejde. Lotte er i praktik på et center for handicappede børn der hedder "Sao Mai Center".

Vi startede med at sætte os ind i den klasse Lotte er i og der gik ikke mange minutter før børnene kontaktede os, da de var ret nysgerrige... Det er vist ikke heeelt til at vide hvor gamle børnene i klassen er, men ca. 2-3 år.

Lotte med en dreng fra hendes klasse.

Mig der sidder med en dreng fra Lottes klasse og viser ham mit kamera.

Derefter skulle alle børnene sidde i en halvcirkel på stole og skiftes til at skulle op foran de andre børn og synge "velkomstsang". Det tog enormt lang tid og børnene blev urolige og mange af dem begyndte at græde. Der var to nye børn der startede idag og den ene af dem græd helt hysterisk og kastede sig rundt i skødet af mig fordi han ikke ville sidde på stolen...
Så tog vi op til talepædagogen for at se hvordan det foregår. Talepædagogen brugte forskellige redskaber, som f.eks. puslespil, sæbebobler og billeder til at lære pigen at udtale ordene.

Talepædagogen.

Så skulle Lottes klasse udenfor og lege og derefter gik vi ind i et gymnastikrum, hvor der også var andre klasser der legede.

En dreng i gymnastikrummet.

Da vi kom ind i klassen igen skulle børnene spise. Der var en pige der var faldet i søvn på gulvet og det var nærmest umuligt at vække hende igen.

Jeg forsøgte at vække hende, men det gik ikke så godt -som det nok kan ses på billedet.

Her hjælper Lotte nogle af børnene med at spise.

Selve spisningen gik faktisk ganske godt -havde lidt forestillet mig det værste... En af lærerne var ret hård overfor børnene og fodrede også den ene til han kastede det op igen. Men ellers forløb spisningen ganske godt, dog med lidt gråd...

Efter frokostpausen gik vi op for at være i en klasse med større børn. Her var børnene fra 7-14 år og størstedelen af dem havde så vidt jeg kunne se Down Syndrom.

Her lære Lotte at danse HipHop.

Fællesbilled, som en af drengene tog.

Et kys var jeg sørme også så heldig at få mig!

Jeg vil sige, at jeg synes det var lidt hårdt at være oppe i den store klassen. Der var 7 børn og kun en lærer og selvom læreren var virkelig sød var det ikke muligt for hende at være i klassen hele tiden. Derfor var børnene af og til efterladt til dem selv og her var det de største børn der bestemte og hvis der ikke blev gjort som de ville have blev det straffet med lussinger og spark.

Men jeg synes det var rigtig spændende at se Sao Mai og det var virkelig nogle søde børn!

Fødselsdag hos Tina

Lørdag var vi inviteret til fødselsdag hos Tina. Vi kom kl.16 til lagkage og øl og tog derefter videre til en restaurant kaldet "Green Mango".

Tina hjemme på Kim Ma foran det danske flag.

Der bliver sunget fødselsdagssang (den med instrumenterne...)

Fødselsdagsbarnet :-)

"Green Mango" arrangerede et stykke kage med lys i imens de sang "Happy birthday" og derefter var der gratis is til os alle... Meget fornemt!



Derefter tog vi videre på Dragon Fly og festede videre indtil politiet kom og lukkede baren. Mie og jeg tog med Rasmus og Tue til noget havefest, men vi valgte hurtigt at smutte hjemad...

Da vi kom hjem blev vi mødt af 2 kæmpe kakelakker, som vi måtte jage ud af huset inden vi kunne komme i seng.
Dagen derpå blev bl.a. brugt på at sidde og hygge med film i min seng :-)

Inden hjemrejse

Nu er mit ophold i børnehaven ved vejs ende. 5 måneder er gået og der er sket så usandsynligt mange ting i den periode, at jeg dårligt ved hvor jeg skal starte eller slutte…

Det har været en kæmpe oplevelse, at være i en Vietnamesisk børnehave. At komme tæt på en kultur der er så forskellig fra vores i Danmark. Og at komme så tæt på børn, at selvom man ikke kan kommunikere verbalt med dem kan man alligevel på mange mange måder forstå dem.

Undervejs i praktikken er jeg stødt på mange udfordringer og problemstillinger jeg har været nødt til at tage stilling til. Alle de ting jeg er stødt på undervejs er grundet den så anderledes kultur jeg er stødt på hernede, end den jeg har haft med i rygsækken.

En dagligdag med tvangsfodring, slag over fingrene, trusler, disciplin og ”gruppen frem for individet”-tankegang er så fjernt fra den dagligdag i en dansk børnehave, som jeg ellers kender. Det har været en stor udfordring for mig, at skulle være vidne til ting, som jeg selv synes er etisk forkert. Ligeledes har jeg været nødsaget til konstant, at reflektere over hvilket grundlag jeg har for at synes at de ting andre gør, er ukorrekt og har forsøgt at sætte mig ind i hvilke tanker der ligger til grund hos lærerne for at gøre som de gør.
Jeg er af den holdning, at der er en grund til alt det mennesker gør – selvom det ikke virker logisk for alle. Og derfor har jeg været opsat på at finde det der ligger til grund for de opdragelses-metoder der bliver brugt her i Vietnam.

Selvom jeg har været i en Vietnamesisk børnehave i et halvt år, synes jeg at jeg har lært ubeskriveligt meget om pædagogikken hjemme i Danmark. Fordi man hele tiden har været nødt til at tage stilling til hvordan man gør derhjemme og hvorfor det bliver gjort anderledes end her – hvilke refleksioner der ligger til grund. Den lærer i min klasse, som man tale engelsk, har været virkelig god til at stille spørgsmål der har fået mig til at reflektere over pædagogikken i Danmark. Som f.eks. ”Hvorfor slår I ikke børn i Danmark?” og ”Hvad gør I så hvis børnene har gjort noget forkert?” Det er umiddelbart ting som jeg tager som en selvfølge hjemme i Danmark, men når man skal sætte ord på handlingerne er man nødt til at reflektere over hvorfor vi gør selv de mest simple ting.

En af de ting jeg har syntes var sværest ved at være i børnehaven er ikke at kunne kommunikere med børnene verbalt. Man kan sagtens ved hjælp af kropssprog og fagter gøre praktiske ting forståelige, men noget af det jeg synes har været svært har været… At man ikke kunne sætte sig ned og læse en bog for børnene. At man ikke kunne trøste børnene når de var kede af det og snakke med dem om hvad de er kede af det over. At man når man siger ”nej” til noget ikke kan forklare hvorfor børnene får et nej (f.eks. hvis et barn slår et andet barn – at man ikke kan formulere hvorfor det er forkert at slå og hvilke metoder børnene ellers skal benytte.) Ingen tvivl om, at man kan komme utroligt langt med kropssprog, men der er bare nogle ting der mangler…

En anden ting mht. kommunikation der har været hårdt, er at man ikke ved hvad der sker omkring en. Lærerne kan sige et eller andet og pludselig fare alle børnene rundt og man har ikke en chance for at tage del i hvad end der foregår. Jeg synes det har været ret hårdt ikke at kunne snakke med nogen sådan en hel dag i børnehaven. At et fremmed sprog som man ikke forstår en lyd af er det eneste man hører en hel dag. Man bruger enormt meget energi på at forsøge at finde ud af hvad der foregår og hvad der bliver talt om. Det er måske ikke helt til at sætte sig ind i, men det er virkelig udmattende…

Jeg har snakket en del med min lærer om spisesituationen og tvangsfodringen… I starten af praktikken fik jeg helt ondt i maven af, at tænke på at frokosten nærmede sig og frygtede hvad jeg skulle være vidne til. Det er så væmmeligt at se børn blive proppet med mad imens de græder indtil de kaster det hele op igen. Det har været en del af kulturen jeg har haft enormt svært ved at forstå meningen med. Jeg tror også det har været svært for min lærer at skulle tage stilling til mine spørgsmål og mine bekymringer omkring fodringen, da jeg tror det er en stor del af den Vietnamesiske kultur – at sådan er det bare!
Men jeg vil sige, at det er blevet meget bedre i min klasse i den tid jeg har været der. Børnene kaster ikke længere op når de får mad, hvilket må tyde på at de ikke bliver fodret ligeså hurtigt. At børnene ikke fodre hinanden længere og bliver stoppet i det hvis de begynder på det. At lærerne sidder ned ved bordet når børnene spiser i stedet for at stå og betragte dem. Så selvom det har været en lang kamp og har været hårdt at være vidne til, er der alligevel kommet meget godt ud af det!

Jeg har lært ubeskriveligt meget om mig selv i løbet af opholdet i Vietnam. I starten oplevede jeg, at jeg har mange flere grænser end jeg egentlig troede. Men vil så sige, at mange af de grænser er blevet overskredet og rykket godt og grundigt til. F.eks. når det kommer til hvor tæt jeg kan lide at andre mennesker er på mig. Den grænse kunne jeg ligeså godt kaste ud af vinduet for jeg har aldrig oplevet mennesker der var så tæt på mig, som Vietnamesere er. Lærerne i min klasse elsker f.eks. at sidde helt tæt op af mig og hvile deres hoved på min skulder, røre ved mine arme og mit hår m.v. Også selvom jeg kun havde kendt dem en uge… Jeg skulle lige vænne mig til at have mennesker jeg ikke kender så tæt på mig, men her i slutningen af praktikken er det bare blevet en selvfølge.

Jeg har altid haft lidt svært ved at skulle tale om ting jeg synes var svære. Det vil jeg sige, at jeg har fået trænet her i Vietnam, fordi man netop er stødt på en del ting som der har været svære, men som man har været nødsaget til at snakke om. Ligeledes tror jeg også, at min selvtillid er blevet større, fordi jeg har været nødt til at argumentere for mine egne meninger og værdier og har derved måske egentlig fået en større forståelse for mig selv som person.

Det har til tider været virkelig svært for mig at være i et fremmed land, hvor alt er nyt og anderledes. Og jeg er sikker på at ikke alle de reaktioner jeg har i forhold til fremmede forhold er lige hensigtsmæssige. F.eks. kan jeg ikke lade vær med at reagere ved at blive sur når nogen springer mig over i en kø eller griner af mig. Fordi det er så fjernt fra den måde jeg synes folk burde behandle mig på og fra den måde jeg er vant til at blive behandlet på. Sådanne situationer har jeg haft enormt svært ved og har oftest reageret negativt. Jeg er sikker på, når jeg tænker tilbage, at andre metoder sikkert ville have været både rarere og givet bedre resultat end de måder jeg af og til har reageret på. Man bliver bare enormt frustreret når folk behandler en dårligt og man ikke forstår hvorfor…

Jeg tror godt, at jeg kan have gået hen og blevet lidt mere mistroisk, af at have opholdt mig i Vietnam i et halvt år. Hernede har jeg lært at det langtfra er alle mennesker man skal stole på og egentlig håber jeg ikke at det er noget jeg vil bringe med mig hjem til Danmark. For egentlig har jeg ikke lyst til at tænke sådan om andre mennesker – hernede har det bare været en nødvendighed.

Men denne tur til Vietnam har givet mig så meget, så det egentlig ikke kan beskrives. Jeg har lært så meget om mig selv og om min måde at reagere på forskellige ting på. Og mange ting har overrasket mig! Men det har været en fantastisk tur! Jeg har på ingen måde fortrudt, at være taget af sted…

2. Rejsebrev

Nu er næsten 5 måneder gået af mit ophold her i Vietnam og alligevel kan jeg stadig fornemme de følelser jeg havde, da jeg først ankom her til landet, hvis jeg tænker tilbage på det. Alt var anderledes, koldt og mørkt… Lugtene var stærke (og for det meste ikke rare), trafikken var vanvittig og Hanoi by føltes stressende, uoverskuelig og farlig. Den første aften skulle vi ud og lede efter mad, vi vidste ikke hvilken retning vi skulle gå og vi havde ingen Vietnam Dong til at handle for. Det første der mødte os var en gigantisk vej med motorbikes og biler overalt, som vi skulle krydse. Vi kunne ikke finde mad nogen steder og ingen steder ville de tage vores US Dollars. Det var sådan en forfærdelig følelse og jeg mindes, at da jeg kom tilbage til det kolde, fremmede hus, at jeg bare satte mig ned og græd af frustration. På det tidspunkt tror jeg lidt, at jeg var i tvivl om, om jeg overhoved ville overleve mit ophold i Vietnam…

Men nu 5 måneder efter er alt anderledes… Huset på Pho Ho Giam er blevet et hjem for mig nu. Vi har sat vores eget præg på det nu og det føles varmt og trygt. Efter hver ferie vi har været på hernede længes jeg efter at skulle hjem til Pho Ho Giam. Her kender jeg gaderne, menneskerne omkring mig, hvor man kan handle ind, hvor de gode restauranter ligger m.v.
Selvom det nok tog et par måneder før jeg var klar over det, er Hanoi på sin vis også blevet til et hjem for mig. Faktisk er jeg også begyndt at kunne se den store, kaotiske by, som et hyggeligt sted at være.

Jeg er kommet til at tænke over, hvor meget man i virkeligheden kan vænne sig til. Når jeg tænker på hvor anderledes levevilkår man har her i Hanoi, sammenlignet med Danmark, synes jeg det er fascinerende, hvor hurtigt vi har vænnet os til den dagligdag vi har her.
Jeg er bestemt blevet meget mindre kræsen med mange ting. F.eks. hvor rent der lige er omkring mig, hvor meget der lugter, hvilken mad jeg spiser, at jeg drikker af et sugerør der lige er blevet skyllet af i koldt vand fra forrige restaurantgæst osv. osv. Jeg har vænnet mig til at folk stirre på mig og snakker om mig – faktisk så meget at jeg mere eller mindre ikke ser det mere.

Men der er også sider af Vietnam, som jeg aldrig tror jeg ville kunne vænne mig til. At folk snotter og piller næse hele tiden. At blive snydt. At blive sprunget over i køer i supermarkedet. At diverse gadesælgere, butiksejere, motorbike-taxier kaster sig over en konstant… ”You buy for me?”, ”Come into my shop”, ”Motorbike, Madame”, ”Buy Pinapple, Madame” osv… Det er en ting der kan irritere mig grænseløst (også selvom jeg virkelig forsøger at tænke over, at lade vær med at blive irriteret.) Det er nok primært fordi de ikke ”forstår” når man siger nej – de bliver bare ved og ved…

En rigtig vigtig del af opholdet i Vietnam har for mig handlet om, at opleve kulturen. At se forskellige steder af Vietnam, gå på museer og få en forståelse af f.eks. hvordan Vietnam-krigen har påvirket landet, at se hvordan mennesker agere overfor hinanden m.v. Alle de forskellige indtryk jeg har fået har gjort opholdet i Vietnam lettere for mig. Fordi man får en forståelse af den Vietnamesiske kultur, hvorfor mennesker gør som de gør og hvad der ligger til grund for det.
Det har af og til også været en lettelse at komme væk fra Hanois storbyliv og komme ud og opleve andre dele af Vietnam. Jeg synes jeg har fået en god forståelse for den Vietnamesiske kultur, selvom der altid vil være sider af den som jeg ikke forstår eller ikke kan sætte mig ind i.

Nu er der kun lidt over en måned til, at man skal hjem igen. Det føles lidt som om, at man lige har vænnet sig til at være her og så skal man hjem…
Det er lidt med blandede følelser, at jeg tænker på at skulle hjem. Jeg glæder mig, men det kan også virke lidt skræmmende til tider. På en måde føles det lidt som om, at jeg lidt har glemt hvordan ”hjem” er… Det er som om, at jeg ikke helt ved hvad det er jeg kommer hjem til. Måske er det også lidt fordi, at jeg har fået en ny lejlighed imens jeg har været væk, som jeg ikke har set. Så egentlig kommer jeg hjem til et ”hjem” som er nyt og anderledes for mig.
Men ingen tvivl om, at jeg også glæder mig helt vildt! Jeg kan ligesom mærke, at jeg snart er fyldt helt op af alle de indtryk man får. Jeg kan ikke rigtig rumme mere. Og så glæder jeg mig virkelig helt vildt til at skulle se min familie, min dejlige kæreste og veninderne igen :-)

Der er også mange sider af Danmark, som jeg aldrig har tænkt over før, men som jeg har savnet imens jeg har opholdt mig i Vietnam. At man bare lige kan gå til lægen eller tandlægen hvis behovet er der. At busserne ikke er proppet til randen og alle for det meste kan sidde ned. Grønne, bløde græsplæner og høje, grønne træer. At gå en tur. At handle ind uden ejeren af butikken står foran døråbningen og tigger dig om at købe noget. At sidde på en udendørscafe i solskin. At handle ind og kunne få kyllingefilet og hakket kød. At bilerne ikke dytter. At gaderne er rene m.v.
Jeg glæder mig til at komme hjem og opleve den luksus, som jeg før tog for givet!

Men lige nu må jeg indrømme at det, at min kæreste snart kommer på besøg, primært er det der fylder mine tanker! 5 måneder er ubeskriveligt lang tid, at være væk fra hinanden – det har i hvert fald til tider været hårdere end jeg havde forestillet mig det… Men nu er ventetiden snart forbi :-)

Selv om praktikken i Vietnam til tider også har været enormt hård og frustrerende ville jeg ikke lave noget om hvis jeg kunne! Jeg er overbevist om, at jeg har lært enormt meget -om pædagogik og ikke mindst om mig selv!
Alle der har muligheden og går og overvejer at tage i udenlandspraktik... Gør det! Det er en enorm chance og udbyttet er stort! Det kan ikke forklares med ord...

2. Workshop

Så blev det tid til at afholde anden og sidste workshop i børnehaven. Dispositionen for denne workshop var:

Anerkendelse

FLOW-teorien

Harward Gardner's 7 intelligenser

Reflektioner:

Udendørs-aktiviteter
Fodtøj

Vi brugte denne workshop på at samle op på de ting vi snakkede om til sidste workshop og på at sætte lidt mere teori på. Derefter havde vi lidt reflektioner omkring arbejdet i børnehaven.

For at gøre det lidt mere spændende for lærerne brugte vi tegninger, diasshow, plancher og skuespil til at forklare teorierne med. Vi forsøgte at gøre det så simpelt som muligt. Vi havde også spørgsmål til lærerne og en lille øvelse til dem, så de også kunne deltage lidt.

Her har vi lavet en tegning om anderkendelse. Primært handler det om at være i børnehøjde og have øjenkontakt når man taler med børnene.

Skuespil der også skulle vise hvordan anerkendelse kan bruges.

Video fra et af de skuespil vi lavede om anerkendelse.

Derefter spurgte vi lærerne hvordan de synes vi brugtes anerkendelse i deres arbejde med børnene. Og der kom mange gode syn og tanker omkring emnet.

Dernæst viste vi billeder og film af hvornår vi i klasserne har set lærerne bruge anerkendelse.

Så snakkede vi om FLOW for at demonstrere, at hvis børnene f.eks. larmer eller er urolige er der muligvis en grund til det. Grunden kan bl.a. være, at de udfordringer børnene får ikke passer til de færdigheder de har.

Her viser Mie hvordan FLOW-modellen skal forstås.

Lærerne der lytter.

Dernæst var det Harward Gardner's 7 intelligenser der blev forklaret. Dette var for at give lærerne en forståelse af, at der er mange måder man kan være intelligent på.

Her vises en planche af en af intelligenserne.

Dernæst fik lærerne en opgave. At tegne noget, som de bare fik beskrevet, men ikke kunne se. I tegneundervisningen i børnehaven er det udelukkende efterligning af lærerens tegning, at børnene skal lave. Her gik øvelsen ud på, at lærerne skulle forestille sig noget bestemt som de skulle tegne.

Hoa der tegner.

Til sidst snakkede vi lidt om de reflektioner vi har gjort os omkring udendørsaktiviteter og omkring børnenes fodtøj. Derefter stillede lærerne spørgsmål, som vi besvarede.

Vi var så heldige, at det til denne workshop var Ha der skulle oversætte. Vi bruge formiddagen til at øve det vi ville sige med hende, så hun forstod helt præcis alt hvad vi sagde.

Til slut holdt rektør tale .

Det var en rigtig god workshop! Det gik virkelig godt, men jeg må indrømme at det også var rigtig rigtig rart at få den overstået...