Tanker om børnehaven

Nu har jeg faktisk kun 8 arbejdsdage tilbage i børnehaven. Grunden er, at vi har arbejdet rigtig meget i starten af praktikken og derfor har vi sparet en masse timer op. For at være ærlig er jeg glad for at opholdet i børnehaven snart er slut.

Jeg synes stadigvæk det er rigtig hårdt at være i børnehaven. En del af det er fordi mine lærere ikke er så gode til engelsk og derfor bruger de ikke tid på at sætte mig ind i hvad der sker i dagligdagen. Så jeg skal hele tiden spørge om alting, som f.eks. "Hvorfor sætter du borde op? Hvad skal der foregå?", "Hvorfor skælder du ham ud?", "Hvorfor griner I af hende når hun er ked af det?" osv. osv.

En anden grund til, at jeg synes det godt kan være svært er, at lærerne efter min overbevisning er meget hårde overfor børnene og gør mange ting som jeg synes er svære at se på, fordi jeg mener det er forkert. F.eks. hvis en af børnene ikke kan spise mere mad, har ondt i maven og græder... Så tager min lærer barnet med ud på gangen så jeg ikke kan se det og fodre barnet færdigt..."

Der er bare så mange ting, som jeg føler jeg har brugt meget tid på at snakke med mine lærere om og på at forklare dem... Men når det kommer til stykket kan de ikke sætte sig ind i min tankegang og derfor kan de ikke se, at de ting de gør f.eks. mindsker børnenes selvtillid (efter min overbevisning.)

Jeg f'øler ikke der er så meget mere jeg kan stille op i børnehaven, fordi mine læreres tankegang og min tankegang er så langt fra hinanden. Jeg har brugt meget tid på at forsøge at sætte mig ind i hvorfor de gør som de gør. For jeg ved jo godt, at der er en grund og at alt de gør, gør de fordi de mener det er bedst for børnene. Jeg har ingen forestilling om at de prøver at være onde eller noget i den stil. Men det jeg mener er godt for børn og det de mener er godt for børn er så fjernt fra hinanden på mange punkter. F.eks. så mener min lærer at det er forkert at græde (og det tror jeg er en generel vietnamesisk overbevisning.) Når et barn græder sker der derfor det, at mine lærere håner barnet og gør barnet til grin overfor de andre børn. Det er for, at vise at der ikke kommer noget godt ud af at græde, vil jeg tro (også selvom der er en god grund til det.) Men det kan bare være enormt hårdt at se på til tider... Og selvom jeg forsøger, at trøste børnene er de ikke vant til at blive trøstet og derfor vil de fleste af børnene ikke trøstes.

Men når alt kommer til alt synes jeg, at jeg har lært virkelig meget om mig selv og om børneopdragelse af at være i praktik i en vietnamesisk børnehave. Det har givet mig mange nye vinkler på forskellige ting og nye tanker. Så ingen tvivl om, at selvom jeg har syntes det har været hårdt, ville jeg ikke have byttet det for noget i verden. Og jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg tog i udenlandspraktik :-)

Nha Trang

Så blev der tid til lidt ferie igen! Denne gang tog Tina, Lotte, Mie og jeg en forlænget weekend til Nha Trang, som er en turistet by ud til stranden.

En motorbike mand fortalte os om et billigt hotel kaldet Nice Hotel og det tog vi så hen på. Det kostede 15 dollar for et dobbeltværelse og der var meget pænt og rent, så det var fantastisk!

Hotellet havde også en masse tilbud på ture man kunne tage på, så det gjorde vi!

Hotelværelset. Mie og jeg delte et værelse.

Første dag tog vi ud til en ø kaldet VinPearl. Ude på øen ligger et stort vandland med tilhørende strand og forlystelser. For at komme ud til øen skal man tage en form for svævebane, som går hen over vandet.

Svævebanen.

Jeg vil skyde på at der var omkring 20 vandrutjebaner og vi prøvede næsten dem alle.

Vandrutjebaner.

En af de forlystelser der var.

Og så var vi inde i et stort akvarium. Noget af tiden stod man på et rullebånd og blev kørt igennem en tunnel, med vand og fisk alle vegne.

Mie og jeg der står på rullebåndet.

En kæmpe skildpadde.

Dagen efter tog vi på heldags-bådtur, hvor vi sejlede rundt og så forskellige øer og snorklede og var på stranden. Det var en virkelig god og frisk guide vi havde og resten af besætningen på båden var også virkelig søde.

Den flydende bar. Det var vældig hyggeligt!

Noget af besætningen spillede musik for os. Jeg vil skyde på at drengen har været omkring 13 år og ejede et temmeligt sølle trommesæt, men faktisk lød det overraskende godt.

Vi var også på en tur ud til et mudderbad. Det var lidt svært at gennemskue helt hvad man skulle, for stedet var ikke så turistet, men vi fandt da et kar som blev fyldt op med tyndt mudder. Jeg synes det var en ret sjov oplevelse. Derefter skulle man gå igennem nogle stærke vandstråler (massage-agtigt) og så skulle man sidde en halv time i meget varmt mineralvand.

Mudderkar.

Vi fik taget nogle billeder, men de var jo ikke elektroniske så kunne ikke få dem på computeren. Men tog et lille billed af det, for at vise hvordan det så ud. Det var meget hyggeligt.

Og så var vi på tur ud til en abeø. Jeg vil sige at det var noget af en skuffelse. Først skulle vi ud til en ø og se nogle strudse og nogle hjorte. Derefter gik turen ud til en anden ø, hvor man kunne ride på strudse og elefanter (elefanterne var på tur den dag vi var der). Og så var der et eller andet form for dyrecirkus med små bjørne klædt i nederdele, som skulle gå på to ben osv. Derefter kom vi så ud på abeøen og blev nærmest overfaldet af en stor flok aber der ville have mad. Det var ikke nogen særlig god oplevelse, vil jeg sige.

Nogle af aberne.

En lille abeunge.

På en af øerne sad vi lige og slappede af i skyggen.

Men til gengæld var udsigten fantastisk!

Efter den tur var jeg en anelse træt.

Og derudover brugte vi resten af ferien på bare at slappe af, være på stranden og drikket et par drinks...

Stranden.

Der er ufatteligt mange strand-sælgere. Jeg tror næppe der går 2 min imellem at de kommer forbi.

Meget fin strand.

Mie der ligger og læser.

Og mig der får mig en lille drink.

Det var en meget dejlig og afslappende tur :-)

Endnu en tosset bytur

Så skete det igen at vi tog i byen og først kom seeent i seng. Jeg havde ellers sagt til mig selv, at jeg kun skulle have en øl... Men sådan gik det vist ikke helt! Vi tog på Dragonfly, som er vores (eller ihvertfald mit) nye yndlingssted her i Hanoi.

Det var mægtig sjovt!

Mig, Anders (Lottes fætter), Rasmus og Lotte der får os en lille øl.

Lotte og Mie der danser vildt og voldsomt.

Lotte og Mie der forsøger at ønske vores nye yndlingssang "Lucky, lucky" -de var ikke vildt begejstrede efter at spille den.

Og så har vi været inde ved Hoan Kiem Lake og finde papkasser til alle de ting vi skal have sendt hjem til Danmark. Lige pludselig er der nemlig slet ikke så lang tid til at man skal hjem og når man skal have sendt ting afsted med båd tager det omkring 3 måneder... Så vi har pakket og pakket.

Og slæbt og slæbt... Puha!

Min kasse kom til at veje omkring 18 kilo og kostede hvad der svare til lidt under 200 danske kr. Så det var slet ikke så galt :-) Men det var lidt af en kamp at få fat i en stor taxa og få dem på posthuset... For ikke at tale om alle de papirer man skal udfylde for at få lov til at sende ting ud af dette land. Vil skyde på at det tog en time mindst... Og i 33 graders fugtig varme uden aircon... Puha!

Udflugt til Litteraturtemplet

Fredag formiddag var min klasse på udflugt til Litteraturtemplet, som oprindeligt var det første universitet i Hanoi.

Vi blev proppet ind i en lille minibus -36 børn, 3 lærere og en håndfuld forældre... Så gik det ellers derud af med råd og skrig og sang for fulde drøn.

Jeg blev en anelse skuffet, da jeg opdagede at turens primære formål var at forældrene kunne tage en masse gruppebilleder af børnene med forskellig baggrund. Her blev børnene stillet op foran en bygning og skulle folde hænderne, så det så ud som om de stod og bedte.


I Litteraturtemplet er der opstillet en masse tavler med navne af tidligere studerende, hvor der forneden er et hoved af en skildpadde. Rygtet vil sige, at hvis man klapper skildpadderne på hovedet giver det lykke.

Et af de masse gruppebilleder. Jeg vil ikke sige, at børnenes viden blev forøget den dag... Men de fik en tur ud i det fri, hvilket ikke sker særlig tit. Og så fik de en masse gode billeder...

Edderkop!!!

Så skete det, som jeg havde bedt til ikke ville ske! Vi kom hjem fra KOTO graduation mandag aften kl.22 og jeg havde lige sat mig foran computeren for at tjekke mail... Og så så jeg ud af øjenkrogen en stor, sort plet på min væg! Den havde lange sorte ben og i starten troede jeg ikke mine egne øjne! Jeg kaldte på de andre og så gik den vilde jagt igang!



Selv er jeg egentlig ikke bange for edderkopper derhjemme, men når de er i denne størrelses-klasse er det en helt anden sag! Jeg turde dårligt nok gå ind i rummet... Også fordi, man ikke ved om de er farlige eller hvad.

Til sidst endte det altså med, at Mie og Tina gik ud på gaden og fandt en fremmed mand, som kom og slog den ihjel! Han skræmte den ud fra under skrivebordet, gav den et karaktehug og smadrede den med en træplade... Så var den godt og grundigt MÆT AF DAGE!!

Redningsmanden.

KOTO graduation

Mandag aften var vi inviteret til graduation for 9 og 10 klasse fra KOTO-projektet. Kort sagt uddanner KOTO unge gadebørn indenfor restaurant-branchen og giver dem et arbejde og et sted at bo imens de er under uddannelse. Denne gang var det så klasse 9 og 10 der var færdige med uddannelsen og nu skulle ud og stå på egne ben.

Jeg ved ikke helt hvad vi havde regnet med at arrangementet egentlig skulle gå ud på, men da vi blev sat af på adressen uden for et meget meget fint hotel og blev modtaget af KOTO-elever klædt i pæne bukser og skjorte, var jeg pludseligt glad for at jeg havde taget nederdel på. Vi kom derefter ind i velkomsthallen, hvor vi skulle finde vores navneskilte og først der opdagede jeg, hvor stort et arrangement det egentlig var... Der var lange rækker af navneskilte og mange ambassadører iblandt.

Derefter kom vi op i en hal, hvor der blev serveret drikkevare, diverse pindemadder, is m.v. Ligeledes var der levende musik og det var bare helt ubeskriveligt flot.

Vi får os en lille drink.

Og efterfølgende pindemadder.

Da klokken var 19 startede showet i et tilstødende lokale. Jeg vil uden at vide det skyde på at der var over 500 mennesker tilstede og det var virkelig et stort show... Der var diverse taler, diasshows, filmoptagelser, teaterstykker, sange m.v. Alt sammen omhandlede hvad projektet KOTO egentlig handler om, hvordan det er startet, hvad det skal gøre godt for, hvordan det ændre de unges liv og hvordan de unge selv opfatter deres ophold på KOTO.


Det var en meget rørende aften... Fuld af tåre og smil. Der blev holdt en del taler, der var prisudrækkelser, diplom-overrækkelser m.v.

Der blev sluttet af med, at alle KOTO-eleverne sang en fællessang og trak den grædende KOTO-"ejer" op på scenen.

Efterfølgende gruppekram.

For at skitsere hvordan deres liv havde været før de blev KOTO-elever, brugte de unge teater. Det var meget emotionelt for dem, da de selv skulle spille hovedpersoner i deres egne historier.

Jeg synes det var en fantastisk aften! Jeg havde slet ikke indtryk af, at KOTO var sådan en stor og velfungerende organisation og det var sjovt at få et indblik i KOTO's historie og hvad præcis de gør for de unge.

Tiden går så hurtigt

Lotte og Tina er allerede kommet hjem fra deres ferier og jeg havde fuldstændigt glemt at skrive om nogle af de ting Mie og jeg har lavet imens vi var alene hjemme...

Vi synes det var så hyggeligt at være i biografen, så det var vi selvfølgelig lige nødt til at gøre igen. Denne gang så vi en rigtig tøsefilm "27 dresses" -meget forudsigelig. Og denne gang havde vi god tid til både at få cola, slik og popcorn.

I mandags var vi på KOTO som, som sagt, er en organisation der hjælper gadebørn i Hanoi. Denne gang var lidt anderledes end de foregående gange, da vi blev inviteret hjem til det sted, hvor de unge bor, til middag.

Vi blev ført igennem mange små, snoede gader og kom til sidst til det sted, hvor KOTO har arrangeret at de unge kan bo. Vi blev mødt af omkring 50 unge der sad på sivmåtter udenfor og spiste. Maden bestod af ris, forskellige former for kød, grøntsager, tofu, muslinger m.v.

Ejeren af KOTO var også til stede og han fortalte os, at de er ved at arrangere det sådan, at de køber huse i Hanoi, hvor de unge kan bo med en voksen i hvert hus, så de får en større følelse af at være en del af en familie og så der kan være bedre opsyn med dem.

Boligerne var ligesom rækkehuse med små kollegieværelser.

Her ses et pigeværelse, hvor der bor 5 piger. Sengene består af træplader med en sivmåtte overnpå, hvilket er meget almindeligt i Vietnam.

Et tilhørende lille køkken. Til højre på billedet ses døren ud til toilettet.

Tømmermænd i Vietnam

Ja, man kan jo spørge sig selv, om det overhoved er muligt at få tømmermænd i et land, hvor alle barer og diskoteker officielt lukker ved midnat... Det kan jeg så informere om, at det kan man!

Igår tog Mie og jeg ud til Kim Ma (som er det område Tina, Rasmus og Thuy bor i) og spiste sushi. Derefter tog vi hjem til Tina, Rasmus og Thuy som havde omkring 20 gæster på besøg til aftensmad fra "Peace-house". Peace-house er et hus, hvor frivillige fra organisationer verden over kan bo (for dyre penge, skulle jeg hilse og sige!)

Hos Thuy, Rasmus og Tina var vi så mange mennesker at vi sad på sivmåtter på gulvet. Meget Vietnamesisk...

Klokken 10 gik vi ud for at finde en taxa, som kunne køre os til Dragonfly, som er en ret stor bar inde ved Hoan Kiem Lake. Tina, Mie og jeg tog en taxa sammen og Tina var lige ved at skræmme den stakkels taxa-mand fra vid og sans med meget høje krav om musik og hurtigere hastighed m.v.

Tina der sidder og prøver at forklare den stakkels Taxa-mand, hvor det er vi vil hen.

På Dragonfly mødtes vi med de andre og festede lige indtil de lukkede klokken 3. Når klokken bliver midnat forsøger mange steder hernede nemlig at holde længere åben ved at mørklægge vinduerne, skrue ned for musikken osv. -og dette sted er ingen undtagelse! Derefter tog vi ud på diskoteks-båden ude i Red River, men de var også ved at lukke. Så tog vi videre hen til et hotel, hvor der skulle være en slags uofficiel bar på et af hotelværelserne, men den havde også lukket... Så var der ikke andet for end at vende hjemad, men der var klokken også blevet 4 og trætheden kunne da også mærkes da vi endelig var hjemme...

Tina og Thuy der nyder en lille drink på Dragonfly.

Tja... Vi mødte nogle tvivlsomme bekendtskaber i løbet af aftenen, hvis man kan sige det sådan! Hvad der lige præcis er sket her siden manden har smidt trøjen er for mig uvidst! Men en af de andre mænd havde taget ham på numsen og det blev han godt og grundigt kærlig af!

Lidt senere på aftenen var der nogen der var blevet lidt trætte.

Men hvad kan jeg sige... Sjovt, det var det!

Det var en ufatteligt sjov aften... Men jeg må sige, at dagen derpå er knap så sjov. Det er lang tid siden jeg mindes at have haft sådanne tømmermænd. Men så er det godt, at der også her i Vietnam, findes ting og sager der kan hjælpe på sådanne tømmermænd... F.eks...

Mig der ligger og er ynkelig i Mies seng.

PIZZA!!!

Tina var så ufatteligt sød, at bestille pizza til Mie og jeg og få det pragt lige hjem i sengen... Det var det bedste der overhoved kunne ske!